Gulspurv
Seneste nyheder Forside Koncerter Foredrag Galleri Observationer Kontakt
 
2. juli - Plettet Rørvagtel
Jeg var kørt til Hellerød Kær i håb om at finde nogle sommerfugle. Jeg havde ikke mere end parkeret bilen, før jeg hørte et forsigtigt hy-it, der kom inde fra noget højt græs. I starten var jeg ikke helt sikker på, hvad det kunne være. Jeg havde godt nok Plettet Rørvagtel i tankerne, men de kendte områder for denne art ligger langt væk fra Thyholm, og Plettet Rørvagtel synger også mest om natten og klokken var 9.30.

Da der var gået lang tid uden yderligere sang, dristede jeg mig til noget, jeg ellers er tilbageholdende med: jeg afspillede sangen af Plettet Rørvagtel fra min mobil. Så skal jeg ellers love for, der skete noget! Samme fugl begyndte nu at synge i vilden sky: hy-it - hy-it - hy-it. Det lyder lidt som et opadgående piskesmæld eller som en dryppende vandhane. Jeg slukkede skyndsomst for mobilen. Straks efter begyndte endnu en fugl at synge. Der var 2! Senere fik jeg det indtryk, at der måske var hele 3. Der var ingen fugle at se. Plettet Rørvagtel er en mester i at skjule sig i vegetationen. Selv om jeg på et tidspunkt var under 2 meter fra én af fuglene, var den umulig at se.

Der var også en Kærsanger i området, der som det naturligste begyndte at synge som Plettet Rørvagtel!

Om aftenen kørte jeg derned igen og klokken 23 begyndte koncerten. Nu helt sikkert med 3 fugle. Hør lidt af optagelsen her.
 
Se observationer af Plettet Rørvagtel i 2012 her.